Kager,  Opskrifter

Pistacietærte med nougat-chokoladeganache

Jeg er ret glad for at bage søde tærter, da der er rig mulighed for at være kreativ med smage og konsistenser på mørdej, fyld, top og pynt.

Derfor får I endnu en desserttærte, der denne gang består af:

…en klassisk sprød mørdej

…det lækreste pistacie-mandelfyld

…en fløjsblød ganache med nougat og chokolade

… en nem pynt med kreative chokoladelinjer og forgyldte pistacienødder.

Den her kage bringer minder frem fra dengang jeg var barn… det tog mig lidt tid at finde frem til hvorfor,  men jeg er kommet frem til, at smagene minder ret meget om de nougattrekanter, jeg ind imellem fik som barn. Og opskriften her nærmest bare en hjemmelavet luksusversion 😉

I min opskrift bliver der to forskellige størrelses tærter  – både en stor og nogle mindre. Men husk du altid kan bruge de(n) form(e) som du har lyst til, bare husk at tilpas mængder og vær opmærksom på bagetider.


Pistacietærte med nougat-chokoladeganache – opskrift til en tærte på 20 cm diameter samt 8 små tærter (7 cm i diameter).

Ingredienser

Mørdej:

  • 125 g hvedemel
  • 25 g mandelmel
  • 75 g smør
  • 50 g flormelis
  • ½ æg

Pistacie-mandelfyld:

  • 60 g grønne afskallede, salte pistacienødder
  • 50 g mandler
  • 100 g sukker
  • 110 g smør
  • 1 stort æg
  • 1/4 tsk salt

Nougat-chokolade ganache:

  • 75 g nougat
  • 75 g mørk chokolade
  • 1,5 dL piskefløde

 

Fremgangsmåde

Mørdej: Blend hvedemel, mandelmel smør og flormelis sammen til en sandlignende masse. Tilsæt ægget og saml dejen med hænderne. Sæt mørdejen på køl i ½ – 1 time, hvorefter den rulles ud til en tykkelse på 1-2 mm. Beklæd den store tærteform med mørdejen først, og og derefter de små tærteforme.

Sæt tærteformene med mørdej på køl i 20-30 minutter og brug ventetiden på at lave pistacie-mandelfyldet.

Pistacie-mandelfyld: Kom de afskallede pistacienødder i en minihakker sammen med mandlerne. Blend dem til en grov nøddemel. Pisk de hakkede pistacienødder og mandler sammen med sukker, smør og salt til en ensartet masse. Tilsæt ægget og pisk igen. Fordel ca. 2/3 af pistacie-mandelfyldet i den store tærte. Det skal kun være et tyndt lag, da fyldet hæver  under bagningen (og der også skal være plads til et lag ganache). Kom den resterende frangipane i de små forme – også i et tyndt lag. Bag tærterne ved 180°C grader varmluft. Den store tærte skal have ca. 15 minutter og de små tærter ca. 12 minutter. De er færdige, når fyldet er godt gyldenbrunt på toppen.

Lad tærten køle helt ned inden du hælder ganachen på.

Ganache: Smelt chokoladen og nougat i en skål over vandbad. Sæt skålen til siden. Varm nu fløden op til kogepunktet under hyppig omrøring med en dejskraber. Hæld den varme fløde over den smeltede chokolade og nougat. Rør i midten af skålen med dejskaberen til ganachen samler sig til en blank, ensartet ganache.

Note: Brug endelig IKKE et piskeris, da det tilføjer en masse uønsket luft – ganachen skal helst være blank og uden lufthuller. 

Fordel ganachen over tærterne – kunsten er at det skal gå lige til kanten men ikke flyde over 😉 , Sæt tærterne på køl til ganachen har sat sig – lad dem sætte sig i minimum én time inden du pynter dem, og gerne længere (ganachen skal have sat sig nogenlunde, så chokoladepynten ikke flyder sammen med ganachen).

Pyntning: Smelt den mørke chokolade. Kom chokoladen i en lille sprøjtepose, klip et meget lille hul og sprøjt tynde streger hen over kagen i et tilfældig mønster. Pynt med halve pistacienødder vendt med lidt guldstøv.

Opbevar kagen på køl indtil servering og gerne minimum 4 timer fra du har hældt ganachen på . Så har den haft tid til at sætte sig helt og du får et fint snit.


Herfra har jeg ikke meget mere at sige end rigtig god bagelyst!

De bedste hilsener,

Tenna.


 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *