Opskrifter,  Små kager, cookies og muffins

Pretzel-Cookies

Kender I det, når man opdager en kombination af smage, som bare imponerer big time? Jeg gør i hvert fald og én af de kombinationer er chokolade, karamel og saltkringler, som jeg har foreviget i disse uimodståelige cookies!

Saltkringlerne bidrager med et knasende, salt element, der passer perfekt til sejheden og sødmen fra karamelstykkerne. Behøver jeg sige mere mere end at opskriften er nedenfor og er super simpel?


Pretzel Cookies – opskrift til cirka 15 cookies

Ingredienser

  • 100 g smør
  • 75 g brun farin
  • 75 g sukker
  • ¼ tsk vaniliepasta
  • 1 æg
  • 150 g hvedemel
  • ½ tsk bagepulver
  • ½ tsk natron
  • 80 g små karamelstykker (jeg har brugt dem i en lille rund bøtte fra Søstrene Grene)
  • 80 g mørk eller lys chokolade
  • 60 g pretzels

Fremgangsmåde

Rør smør, brun farin, sukker og vaniliepasta sammen til en ensartet masse, hvorefter ægget piskes i. Hak chokoladen groft bland det med de tørre ingredienser sammen med karamelstykker og letknuste saltkringler. Vend den tørre blanding i sukker-smør-æggemassen og rør til dejen er ensartet.

Form kugler á cirka 45 g (du behøver ikke veje dejen af, men det foretrækker mit lille perfektionistiske hjerte dog, da det gør dem mest ensartede) og fordel dem med godt mellemrum på nogle bradepander beklædt med bagepapir. Tryk dem evt. let flade. Bag derefter cookiesne i omkring 10 minutter ved 175°C varmluft. Småkagerne er færdige, når de er gyldne i kanten, og du kan fornemme en sprødhed på den yderste kant.


Tip 1: Du kan lave cookiedejen en dag eller to før, du ønsker at bage dem. Du skal blot opbevare dejen på køl, til du ønsker at bage cookiesne. Det vil være forventeligt, at cookiesne skal bages et par minutter mere,, da starttemperaturen er lavere, når dejen har stået på køl.

Tip 2: Har du ikke en Søstrene Grene i nærheden, så køb blot nogle fløde-/vaniliekarameller i dit lokale supermarked og skær dem i små tern. Det vil også fungere med langt de fleste karameller – undgå dog nogle, som er alt for hårde!


Jeg håber, I har lyst til at afprøve disse cookies og bliver ligeså begejstrede for smagen, som jeg er 😉

God bagelyst! Kærligst Tenna


 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *