Kager,  Opskrifter

Nemme kager III: Gulerodskage

Hvis jeg blot skulle nævne den kage, jeg har bagt allermest, så må det være gulerodskagen. Den kan findes i mange former, pyntet på forskellig vis og passer til en hav af anledninger. Her får I min mest simple version, som alle kan være med på! Brug endelige din kage-kreativitet til at give kagen lige det look, du ønsker.

Dette er tredje opskrift i min miniserie om nemme kager. Indtil videre har jeg også delt opskriften på min bedste drømmekage og lækreste banankage. Jeg håber, du vil kaste dig ud i nogle af opskrifterne og/eller blive hængende de næste par uger. Der er nemlig flere opskrifter på vej!

Denne gulerodskage er dejlig svampet, og toppet med verdens lækreste hvide chokolade-flødeostecreme (hvis jeg selv skulle sige det) 🙂 God fornøjelse med opskriften.


Gulerodskage – opskrift til én kage på 20-22 cm i diameter

Ingredienser

Gulerodskage:

  • 150 g brun farin
  • ¾ dL smagsneutral rapsolie
  • ¼ dL lys sirup,
  • Et par dråber vaniliepasta
  • 2 æg
  • 140 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • ½ tsk natron
  • ¼ tsk salt
  • 1 tsk kanel
  • 150 g groftrevet gulerod

Hvid chokolade-flødeostecreme:

  • 75 g hvid chokolade
  • 60 g smør
  • 200 g flødeost naturel
  • 1 tsk vaniliepasta
  • Skal af 1/2 stor økologisk citron
  • 25 g flormelis

Fremgangsmåde

Gulerodskage: 

1. Pisk brun farin, rapsolie, sirup, vaniliepasta og æg sammen i en skål.

2. Sigt mel, bagepulver, natron, salt og kanel i. Vend det sammen.

3. Vend tilsidst den revede gulerod i.

4. Beklæd en springform på 20-22 cm i diameter med bagepapir i bunden. Hæld dejen i formen og bag kagen ved 180°C i cirka 30 minutter eller til en strikkepind kan stikkes i kagen, og den kommer ud ren.

5. Når kagen er færdigbagt, skæres den fri fra springformenes kanter. Lad dog endelig kagen være i formen til den er kølet så meget, at du kan røre ved springformen. Kagen kan sagtens køle helt i formen, men det går selvfølgelig hurtigere, hvis den fjernes 😉

Hvid chokolade-flødeostecreme:

1. Smelt den hvide chokolade over vandbad og lad det køle let.

2. I en anden skål blandes smør, flødeost, citronskal, vaniliepasta og flormelis.

3. Tilsæt den smeltede hvide chokolade og pisk det stille og roligt sammen til  en ensartet, glat masse. Pisk gerne længe for at gøre frostingen lys og luftig.

TIP: Hvis frostingen driller, og du får klumper af chokolade – det har jeg oplevet et par gange i de første par forsøg – så kan du med fordel køre cremen igennem en sigte, hvormed den bliver helt fin igen.

Samling af kagen: 

  1. Fordel flødeostecremen ovenpå den afkølede kage.
  2. Pynt med lidt grofthakkede valnødder.

Velbekomme og god bagelyst.

Kærligst Tenna


 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *