How to

How to: Marmoreret marcipan

Så blev det tid til en ny ’How to’-guide. Denne har jeg gerne ville dele med Jer i et godt stykke tid, men har aldrig formået at få formuleret en ordentlig guide. Nu mener jeg dog at være kommet frem til noget fornuftigt, som kan følges og forstå 😉

Denne guide giver dig fremgangsmåden på to forskellige typer marmoreret marcipanbånd. De to metoder minder om hinanden, men alligevel giver de hvert deres udtryk. Et marmoreret marcipanbånd er hyppigt benyttet  rundt om en lagkage. Jeg benytter den dog også til at give mine træstammer et mere personligt præg, der skiller dem ud fra mængden. Har du en helt tredje ide til, hvordan den marmorerede marcipan kan benyttes, så tøv endelig ikke med at skrive!

Guiden til , hvordan du gør, ses herunder. Jeg har valgt at starte med lidt basis omkring overtræksmarcipan, farver og udrulning, så du får det bedste resultat.


How to: Marmoreret marcipan

Basis for at lave marmoreret marcipan er en god overtræksmarcipan, der er nem at arbejde med. Det er super nemt at lave en overtræksmarcipan selv med nedestående grundopskrift.


Grundopskrift på overtræksmarcipan

Ingredienser:

300 g marcipan

150 g flormelis

25 glukosesirup

Fremgangsmåde: Alle ingredienserne skal blot æltes sammen til en ensartet masse.


Du kan selvfølgelig justere mængderne i opskriften til dit behov 😉 Til at lave disse marmorerede marcipanbånd vil du desuden skulle benytte farver. Det kan være et stort rod at finde rundt i de forskellige typer farver: pulver-, gel-, pasta- og frugtfarve. Generelt til indfarvning af marcipan vil jeg mene, at frugtfarve er ABSOLUT bandlyst, men i stedet er en mere koncentreret farvetype som f.eks. pastafarve mere anvendeligt. Jeg benytter altid pastafarver – også til disse marcipanbånd. Både pasta-, gel- og pulverfarver er som udgangspunkt ret koncentrerede og det er derfor en god ide at passe på med mængden af farve. En lille smule rækker nemlig langt.

Når marcipanen skal udrulles for at se det fulde resultat af marmoreringsarbejdet, er det vigtigt at sørge for, at der er godt med Maizena på bordet, så marcipanen ikke sidder fast. Sørg samtidig for at køre marcipanen rundt, hvilket også hjælper til, at marcipanen ikke sætter sig fast på bordet. Du kan også vælge at udrulle marcipanen på et stykke bagepapir. Det er dog ikke helt nemt, hvis du skal lave et langt marcipanbånd.

Det var vidst alt det praktiske bag. Nedenfor er de to metoder beskrevet

Marmoreret marcipan- metode 1 (pastafarve er at foretrække til denne metode): Indfarv marcipanen i en ønsket grundfarve eller benyt marcipanens naturlige farve. Udrul marcipanen til en lang pølse, der trykkes let flad. Træk en stribe valgfri farve over midten med en tandstik. Dette er farven der vil give de marmorerede striber. Fold marcipanen omkring striben af farve.

Rul marcipanen ud til en lang pølse, fold den på midten og sno de to pølser omkring hinanden. Gentag denne proces alt mellem tre og fem gange for tilsidst at få det marmorerede look, du for alvor først vil se efter udrulning.

Marmoreret marcipan- metode 2 (både gel-, pasta- og pulverfarve kan anvendes): Fordel marcipanen i tre til fire dele, der hver indfarves i hver deres ønskede farve. Del hvert stykke i tre-fire små dele, der udrulles til tynde pølser. Læg marcipanstykkerne ud på en lang række i flere lag (se billedet nedenfor).

Tryk alle stykkerne sammen og forsøg at rulle det ud til en lang pølse, der snos om sig selv.

Fold den på midten og sno de to pølser omkring hinanden  – ligesom beskrevet i forrige metode. Gentag denne process fire til seks gange for tilsidst at få det marmorerede look, der ingen først vil komme til sit fulde potentiale efter udrulning.


Dette lille trick vil være uundværligt, når du først har lært det at kende!

Kærligst Tenna.


 

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *