How to

How to IV: Beklæd en bageform med bagepapir

Mine ’How to’-guides dækker over stort som småt, der bl.a. skal være med til at gøre bagningen lettere for dig. Jeg har derfor skabt plads til alt fra lange guides om f.eks. wienerdej til de små korte guides som denne, der lige gør en anelse ekstra for en smuk finish.

Det er på ingen måde et must at komme bagepapir i formen på den nedenfor beskrevne måde, men det er et lille trick fra mig til Jer. Du får nemlig nogle langt skarpere kanter, end hvis bagepapiret bare er krøllet ned i formen.

Du finder både en forklaring til en firkantet bageform og til en springform, da processerne ikke er helt ens.


How to IV: Beklæd en bageform med bagepapir

Firkantet bageform: Smør din form med et lille lag fedtstof, så dit bagepapir har noget at sidde fast på. Dette kan udelades, men er en hjælp for dig selv.

Du skal nu bruge to stykker bagepapir, der skal placeres på hvert deres led. Klip det ene bagepapir til, så det passer ned i formen på den ene led og rækker ud over kanterne.

Gør det samme med det andet stykke bagepapir, men dog på den anden led.

Dette bidrager til, at du får en fin, lige kant på din kage og gør samtidigt, at det bliver nemt at løfte kagen op af formen, når den er bagt  og er kølet til stuetemperatur.

Springform: I mine opskrifter vil du både finde at kun bunden skal være beklædt med bagepapir og i andre tilfælde at også siderne skal dette. Så læs lige opskriften en ekstra gang 😉

Placer bagepapiret på din bund og luk springformen omkring bagepapiret, så det ligger sig helt fladt i bunden. Klip evt. lidt af det overskydende bagepapir af, hvis det generer dig.

Skal du også beklæde siderne med bagepapir (Bemærk, det vil du ikke skulle i alle mine opskrifter), smør da siderne med et lille lag fedtstof, så dit bagepapir har noget at sidde fast på. Dette kan udelades, men gør det nemmere for dig selv. Klip da et par lange strimler bagepapir, som er et par centimeter højere end springformen. Kom dem rundt langs kanten.


Jeg håber, du vil få glæde af denne korte guide. Skriv meget gerne en kommentar med ønsker til fremtidige ‘How to’-guides.

De bedste hilsener Tenna.