Kager,  Opskrifter

Nem bagt cheesecake – med et strejf af citron

Glem alt om vandbad, lange bagetider og mange timer i køkkenet. Dette er nemlig verdens (måske) nemmeste bagte cheesecake,  som ikke kræver noget fancy køkkenudstyr eller nogle specielle bageskills. Sagt med andre ord, kan alle være med! Det eneste du skal huske er at stille alle ingredienser til ostemassen på køkkenbordet et par timer inden brug.

Inspirationen til at lave en bagt cheesecake, har jeg fået fra én ad mine ynglingcafeer på Frederiksberg, nemlig Berthels. Jeg valgte derfor en dag af gå hjem og eksperimentere lidt i køkkenet for at lave min egen version, der skulle være ligeså lækker og let ‘crumbly’, som den hos Berthels. Mission accomplished – og jeg er yderst tilfreds med resultatet. Du kan selvfølgelig altid pimpe den op med et lag af ganache, hindbærpure eller lignende, men jeg har holdt den helt klassisk, og dermed får cheesecakens smag lov at stå frem, helt nøgen, og vise sig fra sin bedste side!


Nem bagt cheesecake – med et strejf af citron

Kiksebund

  • 2 spsk rugmel
  • 175 g digestive kiks
  • 100 g smør

Blend kiks til fine krummer, smelt smørret over en gryde og bland de to ting sammen med rugmelet. Du skal gerne have en masse, det ligner vådt, løst sand, men som kan samles, når du trykker det sammen mellem fingrene.

Smør og beklæd nu en springform på 16 cm i diameter med bagepapir. Hæld 2/3 af kiksemassen i, og start med at trykke kiksemassen op langs kanten, som gerne skal blive ca. 5 cm høj. Brug den resterende 1/3 kiksemasse til at lave en fin bund. Når du er tilfreds med kiksebunden og har trykket kiksekrummerne godt sammen, sættes bunden på køl i ca. 30 minutter. Imens kan du passende lave ostecremen, som dog ikke tager mere end 5 minutter at lave.

Note: Jeg har også bagt kagen i en springform på 18 cm i diameter, hvor jeg brugte knap 2/3 af kiksemassen til at lave en kant på i stedet 4 cm.

Ostecreme

  • 350 g flødeost
  • 200 g sukker
  • 1,5 spsk mel
  • Skal af én økologisk citron
  • 1 spsk friskpresset citronsaft
  • 2 store æg

Stil alle ingredienserne på køkkenbordet i et par timer, så de kan blive stuetempererede.

Kom flødeost og sukker i en skål. Pisk det sammen til en glat masse. Tilsæt mel og pisk til det netop er inkorporeret. Riv skallen af citronen og kom det i skålen sammen med citronsaft og æggene. Pisk kortvarigt igen til det er en ensartet blank masse. .

Hæld nu ostemassen i kiksebunden og fordel det let. Kom herefter kagen i ovnen og bag den i ca. 50 minutter ved 150°C varmluft til den er let gylden på toppen. Når kagen er færdig, slukkes ovnen. Lad kagen stå i ovnen – med ovnlågen på klem – til den er helt nedkølet.

Herefter sættes kagen på køl natten over, den er nemlig allerbedst, når den får lov at stå lidt!

Og inden servering skal du blot befri kagen fra formen og forsigtigt flytte den over på et fint fad. Pynt evt. med en gren skovsyre som jeg har gjort. Du kan også piske lidt fløde og pynte med, hvis du er til det.


 


Meget nemmere bliver det altså ikke.

Jeg håber, du har lyst til at bage med – og lad mig endelig vide, hvis du kaster dig ud i opskriften 😉

De bedste bagehilsner Tenna.


 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *