Rabarbercheesecake
Jeg lovede jer flere opskrifter med rabarber her, imens de er i sæson. Denne gang er det en ganske klassisk cheesecake bestående af en kiksebund, en creamcheese mousse og et friskt lag rabarbergele, som det blev til. Kagen er pyntet med tørrede rabarberstrimler og de samme kiks, som bunden er lavet af. Du behøver altså ikke have fat i alt muligt fancy til pynten.
Som du måske kan fornemme, er kagen ganske simpel at lave. Du bør dog gå i gang mere end et par timer inden kagen skal serveres, da de enkelte elementer skal have lidt tid til at ‘sætte sig’.
Rabarbercheesecake – opskrift til én kage på 18 cm i diameter
Ingredienser
Kiksebund:
- 120 g havrekiks
- 65 g smør
Cream-cheese mousse:
- 3 blade husblas
- 2 dL piskefløde
- 200 g cream cheese
- 85 g A38
- 1 tsk vaniliepasta
- 30 g flormelis
- Saft og skal af ½ stor citron
Rabarbergele:
- 1,5 blad husblas
- 250 g frisk rabarber (frosne kan også sagtens benyttes)
- 100 g sukker
- korn fra ½ vaniliestang
- ½ dL vand.
Tørrede rabarberstrimler:
- 1 rabarberstængel
Fremgangsmåde
Kiksebund: Knus kiksene og smelt smørret i en gryde ved lav varme Når smørret er smeltet, røres de to ingredienser sammen. Placér en kagering på 18 cm i diameter på det ønskede serveringsfad. Kom kageplast rundt langs kanten og tryk kiksekrummer sammen i et jævnt lag. Sæt bunden på køl, mens creamcheese moussen laves.
Cream-cheese mousse: Læg husblas i blød i koldt vand. Pisk fløden til en let skum i en skål. I en anden skål røres creamcheese, A38, vaniliesukker, flormelis og citronskal sammen til en glat masse. Smelt nu den udblødte husblas over meget lav varme. Når al husblassen er smeltet, røres citronsaften i gryden til husblassen. Rør nu citron-husblasmassen i creamcheeseblandingen under piskning. Vend tilsidst fløden forsigtigt i. Fordel moussen over kiksebunden og glat overfladen. Sæt kagen på køl i minimum 2 timer inden du fortsætter med kagen.
Rabarbergele: Udblød husblas i koldt vand. Vask raberbene grundigt, skær dem i mindre stykker og kom dem i en gryde med de andre ingredienser. Sæt gryden over blusset, og lad massen koge i cirka 10 minutter under låg til rabarberne er godt møre. Sigt derefter saften fra, og udblød husblassen i den rene saft. Lad geleen køle til den er lillefingervarm, hvorefter den forsigtigt kan hældes over kagen. Sæt kagen på køl i minimum 3 timer og gerne natten over.
Tørrede rabarberstrimler: Skræl tynde strimler af din rabarber (brug gerne den yderste del med ‘skræl’ på, da det giver den flotteste farve). Placer dem på en bageplade, så de krøller let. Tør dem i en 50°C varm ovn i cirka 45 minutter til de ja netop er tørret ud. Pas på ikke at give dem for længe, da de så vil miste deres flotte lyserøde farve.
Pynt: Pynt med chokoladekugler, halve og knuste havrekiks samt de tørrede rabarberstrimler. Slut evt. af med lidt guldstøv.
Tip: Hvis du ikke har en kagering, benyt da en springform uden bund. Det kan godt lade sig gøre og jeg har selv gjort det mange gange. Husk stadig kageplasten langs kanten, da det ‘jævner’ overfladen.
Jeg håber, du har lyst til at afprøve denne cheesecake! Jeg er selv helt begejstret for kagens sommerlige friskhed.
De bedste hilsener Tenna.
En kommentar
Pingback: