Rabarbermazarin med hvid chokolade
Foråret er en helt fantastisk tid på året, hvis I spørger mig! Foruden de længere dage er det især på grund af de mange muligheder, som forårets (og sommerens) bær og frugter giver for at lave lækre kage-kreationer.
Da rabarber netop er i sæson nu, skulle de selvfølgelig puttes i en kage. Her er det blevet til en rabarbermazarin med hvid chokolade. Jeg er selv helt vild med resultatet: En perfekt mazarinkage, der med de syrlige rabarberstykker og den søde hvid chokolade giver kagen en opgradering, der passer perfekt til en forårsdag.
Opskriften finder du nedenfor efterfulgt af billeder fra processen, så du nemmere kan følge med.
Rabarbermazarin med hvid chokolade – opskrift til 10-12 stykker kage
Ingredienser
- 150 g marcipan
- 120 g rørsukker
- 120 g smør
- 3 mellemstore æg
- 80 g hvedemel
- ½ tsk bagepulver
- ¼ tsk salt
- 150 g rabarber
- 75 g hvid chokolade.
Sådan gør du
Pisk marcipan, sukker og smør godt sammen til en glat masse (det tager lidt tid). Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk godt efter tilsætningen af hvert æg. Sigt mel, bagepulver og salt i. Vend forsigtigt dejen sammen.
Skær rabarber i små tern (cirka 1*1 cm) og hak den hvide chokolade groft. Vend også dette i dejen. Beklæd bunden af en springform på 22 cm i diameter med bagepapir – lad vær’ at smøre siderne eller beklæde dem med bagepapir, så får du det pæneste resultat. Fordel nu dejen i springformen og jævn overfladen med en paletkniv.
Bag kagen i cirka 30 minutter ved 170°C varmluft. Den er færdig, når du kan stikke en strikkepind ned i midten, og der ikke sidder rå dej på den. Lad kagen køle helt og skær den forsigtigt fri af kanterne, hvorefter den er klar til servering. Mazarinkagen kan evt. serveres med en klat cremefraiche til.
Billeder fra processen
Efter marcipan, sukker og smør er pisket sammen vil dejen se nogenlunde sådan ud:
Sådan ser dejen ud efter inkorporering af æggene:’
Før bagning:
Efter bagning og køling:
Rabarbersæsonen er kun på vej igang, så der er bestemt en opskrift eller to mere på vej med rabarber, hvis det kunne have interesse?
God bagelyst. Kærligst Tenna.
2 kommentarer
Lene Mikkelsrn
Bagte kagen i lørdags- nem og smagte fantastisk . Stor ros fra vores gæster- så tak Tenna
Tenna S
Endnu engang helt fantastisk skønt at høre!