Brød og boller,  Opskrifter

Morgenboller med gulerod og æble

I går lagde jeg et billede op på facebook af disse boller med en tilhørende tekst, hvor jeg spurgte, om I var interesserede i en opskrift. Det var der i den grad stemning for, så her kommer opskriften 🙂

Nøglen til at få lækre, gyldne og sprøde boller er simpel.  Et lille og nærmest magisk trick: Kom blot 1/3 dL vand i bunden af din brandvarme ovn samtidig med, at du sætter bollerne ind. Dette skaber en sprød og gylden overflade på bollerne. Hold ovnen lukket under bagningen, men åbn gerne lågen i et splitsekund 3-4 minutter før de er helt færdige, så dampen lukkes ud og skorpen kan blive helt sprød. Bag desuden kun én plade boller ad gangen.


Morgenboller med gulerod og æble – opskrift til cirka 12 boller

Ingredienser

  • 15 g gær
  • 5,5 dL vand
  • 5 g salt
  • 50 g revet gulerod
  • 50 g revet æble
  • 110 g grovvalsede havregryn
  • 50 g solsikkekerner
  • 150 g hvid fuldkorns hvedemel
  • ca. 275 g almindelig hvedemel (med proteinindhold på 11-12% eller højere)

 

Fremgangsmåde

Bland vand, gær og salt i en skål – sørg for at al gæren er opløst. Riv gulerod og æble på et rivejern og rør det i dejen sammen med havregryn og solsikkekerner.

Kom hvid hvede og hvedemel i dejen. Ælt dejen på en røremaskine i 10-15 minutter – denne lange æltetid er for at styrke glutennetværket, hvilket i sidste ende vil være alt arbejdet værd, da du får en helt fantastisk, elastisk dej. Hvis du dog ikke har en røremaskine, så rør blot dejen sammen ved håndkraft i en fem minutters tid (eller længere, hvis armene kan klare det). Selvom dejen ikke bliver gennemæltet, som på en røremaskine, bliver slutresultatet stadig lækkert!

Lad dejen hæve overdækket og lunt i et par timer (kan udelades), slå derefter dejen ned og sæt den på køl natten over.

Næste morgen vendes dejen ud på et godt meldrysset bord, og skæres i cirka 12 stykker med en dejspatel. Flyt forsigtigt bollerne over på et par bageplader med melsiden opad. Bag bollerne – én plade ad gangen med 1/3 dL vand i bunden –  i en 235°C varmluftsovn. De skal bage i cirka 18-20 minutter til de lyder hule, når du banker dem på bunden og er godt gyldne.


Jeg håber, du vil prøve opskriften af! Gem den evt. i dine favoritter eller sæt et bogmærke på siden her, så du NEMT kan finde opskriften frem næste weekend, når du skal sørge for hyggen ved morgenbordet.

God bagelyst.
Kærligst Tenna.


 

 

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *