Croissanter, snurrer m.m.,  Opskrifter

Kanelstjerne – perfekt til vinterferien

Jeg har i et par uger lovet at dele opskriften på denne kanelstjerne med jer, og her kommer den. Jeg har også netop opdaget, at det er vinterferie for rigtig mange i næste uge, så det kunne ikke passe bedre. Denne kanelstjerne er nemlig et perfekt og nemt hyggeprojekt til ferien. Nyd den gerne lun, i godt selskab og med en kop varm kakao/kaffe/te/.. 🙂

Opskriften følger nedenfor, og som supplement kan du finde en hel videoguide under gemte historier på min instagramprofil (@tennastaerk). Der har jeg dog har lavet den i en lidt mindre version end denne, men princippet er præcis det samme.


Kanelstjerne – 27 cm i diameter

Ingredienser

Gærdej:

  • 20 g gær (eller den halve mængde, hvis dejen får lov at langtidshæve i køleskab natten over)
  • 3,5 dL skummet- eller minimælk
  • 1/2 tsk kardemomme
  • 3 g salt
  • 40 g æggeblomme (svarende til to blommer)
  • 100 g sukker
  • 550 g hvedemel
  • 100 g smør

Kanelremonce:

  • 150 g blødt smør
  • 150 g rørsukker
  • 2,5 spsk kanel

Æg til pensling

Fremgangsmåde

Gærdej:

  1. Opløs gæren i mælken.
  2. Tilsæt kardemomme, salt, æggeblomme og sukker. Rør til al sukkeret er opløst i mælken og kom derefter melet i dejen. Hold evt. lidt af melen tilbage eller tilsæt ekstra alt efter behov.
  3. Ælt dejen – og gerne på en røremaskine. Dejen skal gerne være let klistret efter 8-10 minutters æltning ved middelhøj hastighed.
  4. Tag nu smørret direkte fra køleskabet og kom små stykker i dejen lidt ad gangen, mens du forsat ælter dejen på røremaskinen.
  5. Når alt smørret er tilsat, fortsæt da æltningen i 8-10 minutter til dejen er smidig og helt blank.
  6. Stil dejen til hævning under et fugtigt viskestykke. Dejen skal hæve til dobbelt størrelse (1-1,5 timer).

Remonce:

  1. Imens du venter på dejen hæver, bland alle ingredienser til remoncen.
  2. Stil det til side ved stuetemperatur (vent med at lave remoncen til dagen efter hvis du koldthæver gærdejen).

Samling af kanelstjernen:

  1. Vend den færdighævede dej ud på et meldrysset bord. Del dejen i tre stykker.
  2. Rul nu hver dejklump ud til en cirkel på ca. 30 cm i diameter.
  3. Flyt først den ene dej over på en bageplade med bagepapir. Smør ½ af remoncen på dejen. Læg den anden dej ovenpå. Gentag med den resterende remonce og derefter det sidste lag dej.
  4. Brug nu en tallerken på ca. 27 cm i diameter til at klippe dejen til en fin cirkel.
  5. Sæt nu en lille rund genstand på midten af dejen. Jeg brugte blot en bøtte bagepulver. Klip 16 strimler fra kanten og ind til midten.
  6. Tag nu to strimler ved siden af hinanden. Sno dem 2-3 gange i hver sin retning og hæft enderne godt sammen.  Lad herefter dejen hæve i ca. 30 minutter.
  7. Pensl dejen med et æg og bag kanelstjernen ved 175 °C i ca. 15-20 minutter til den er gylden og hele hytten dufter af dejligt hjemmebag.
  8. Lad kagen køle kort, hvorefter den er klar til servering. Du kan evt. drysse den med lidt flormelis.

TIP: Rul evt. kanterne/resterne sammen til nogle små kanelnegle – og bag dem med. De bliver måske ikke så pæne, men de smager ligeså godt, og de skal bestemt ikke gå til spilde 😉



Jeg håber, du har lyst til at kaste dig ud i opskriften, som bestemt er et sjovt twist på en ellers klassisk kanelsnegl.

De bedste hilser Tenna.


 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *