How to II: Blindbagning
Blindbagning er en måde at bage sin tærtedej på, der sikrer, at tærtens sider ikke glider ned under bagningen af tærtebunden, og sørger for at bunden ikke buler op. Her kommer min guide med tilhørende tips og tricks til, hvordan du forbereder din blindbagning, og dermed opnår det bedste resultat.
How to: Blindbagning
Trin 1: Tag din tærteform beklædt med tærtedej (How to kan du finde lige her). Krøl et stykke bagepapir godt. Form bagepapiret efter mørdejen, hvilket netop er en del nemmere med et stykke krøllet bagepapir. Sørg for at bagepapiret kommer helt ind i kanterne, og dermed former sig tærtedejen.
Trin 2: Fyld nu tærteformen med et jævnt lag tørrede bønner (eller ris).
Trin 3: Blindbag (dvs. bagning efter bønnerne er fordelt ovenpå) bunden i 18-20 minutter ved 175°C. Tag efterfølgende tærtebunden ud af ovnen og fjern forsigtigt bagepapiret med bønnerne, så du ikke ødelægger din tærtebund. Den er endnu ikke færdigbagt og stadig ret lys (jf. billedet nedenfor).
Tærtebunden er nu blevet blindbagt, men vær opmærksom på, at tiden for blindbagningen kan variere i opskrifterne alt efter tærten og de efterfølgende steps. Ofte vil der – efter blindbagningen – ske én af to ting: a) for at bage tærten færdig skal den blot bages i yderligere 10 minutter ved 175°C til let gylden, eller b) tærten fyldes med frangipane, chokoladeflan o.l., der også skal bages (Mere specifikke tider vil selvfølgelig være at finde i den enkelte opskrift).
Et lille tip: Ovenstående tager udgangpunkt i en stor tærte til deling. Hvis du derimod har en lille tærte (7-10 cm i diameter), så vil jeg anbefale at bruge aluminiumsfolie fremfor bagepapir. Her vil du blot skulle blindbage i cirka 10 min ved 175°C og derefter 5-8 minutter uden bage-bønner og folie for at færdiggøre bagningen.
Note: Når du blindbager din mørdej, er det ikke nødvendig, at tærtedejen har stået på køl. Dog er der angivet en køletid på cirka 10 minutter i de fleste af mine opskrifter inden bagningen. Det skyldes, at det er en del nemmere at forberede blindbagningen med en kold mørdej.
Nedenfor kan du se forskellen efter blindbagning (til venstre), hvor tærtebunden stadig er ret lys, og efter den er færdigbagt (til højre), hvor bunden også har fået lidt farve:
God bagelyst. Kærligst Tenna.
4 kommentarer
Pingback:
Pingback:
Pingback:
Pingback: