Kager,  Opskrifter

Cheesecake med skovbærgele

Det er efterhånden længe siden, at jeg sidst har delt en opskrift med Jer… men nu har jeg endelig fået lidt tid på hånden igen, så her er opskriften på en lækker cheesecake med skovbærgele og festlig pynt.

Jeg har lavet cheesecake et utal af gange, med samme grundopskrift på ostecreme og blot lidt ændringer i bund og gele. Der er så mange muligheder også smager en cheesecake bare forrygende godt (i hvert fald i mine øjne, hvis man følger fald denne opskrift :p).

Som jeg har nævnt flere gange, så lad dig ikke skræmme af chokoladespiraler, marengs og andet festligt pynt. Det behøver slet ikke være så kompliceret. Med lidt kiksekrummer og bær kan du få en skøn kage!


Cheesecake med skovbærgele – opskrift til én stor kage (25 cm i diameter)

Ingredienser

Bund:

  • 200 g havrekiks
  • 100 g smør

Ostemasse:

  • 6 blade husblas
  • 450 g flødeost
  • 180 g skyr
  • 2 tsk vaniliepasta
  • 75 g flormelis
  • Saft og skal af én citron
  • 3¾ dL piskefløde

Skovbærgele:

  • 300 g frosne skovbær
  • 160 g sukker
  • 1 tsk vaniliepasta
  • 2 dL vand
  • Saft fra 1 lime
  • 4,5 blade husblas

Andet:

  • 200 g mørk chokolade til chokoladespiraler
  • Et par knuste havrekiks
  • Marengstoppe
  • Hvide chrysantemum blomster
  • Sølvstøv

Fremgangsmåde

Bund: Knus kiksene til fine krummer. Brug evt. en minihakker. Smelt smørret og rør de to ting sammen til det ligner vådt sand. Placér en kagering på 25 cm i diameter på det ønskede serveringsfad og kom kageplast (alternativt strimler af bagepapir) rundt langs kanten. Fordel kiksekrummerne i et jævnt lag og tryk dem godt sammen. Sæt bunden på køl imens ostemassen laves.

Ostemasse: Sæt husblas i blød i koldt vand. Rør flødeost, skyr, vaniliepasta, flormelis og citronskal sammen. Pisk samtidig fløden til let skum. Smelt husblas i en gryde ved lav varme og rør citronsaften sammen med den smeltede husblas. Tag gryden af varmen og rør et par spsk af osteblandingen ud heri. Rør den herefter grundigt sammen med den resterende flødeoste-blanding. Vend nu den letpiskede fløde i af et par omgange. Fordel ostemassen i et jævnt lag ovenpå kiksebunden og sæt den på køl i minimum tre timer.

Skovbærgele: Sæt husblas i blød i koldt vand. Kom skovbær, vand, limesaft og sukker i en gryde.  og lad det herefter småkoge i 5-10 minutter under låg – hold øge med, at det ikke koger over. Si saften fra bærrene og tilsæt husblassen til den bær-fri saft. Lad geleen køle til den er lillefingervarm, hvorefter den forsigtigt hældes over den afkølede kage. Sæt kagen på køl til geleen har sat sig, og gerne natten over.

Chokoladespiraler: Temperér chokoladen og smør det ud på et stykke hårdt kageplast på 50 cm i længden. Tag en takket spartel og træk den henover chokoladen, så du får nogle lange pinde. Lad chokoladen sætte sig en anelse, hvorefter kageplasten forsigtigt twistes til en spiral. Den bør selv kunne stå og sætte sig på køkkenbordet. Lad spiralerne blive i kageplasten til de skal bruges for at beskytte dem.

Pyntning: Befri kagen fra kageringen, og fjern forsigtigt kageplasten. Pynt kagen med chokoladespiraler i et halvcirkellignende mønster, knæk evt. nogle af spiralerne ned til mindre stykker. Pynt med kiksekrummer, marengstoppe, hvide chysantemumblomster og lidt sølvstøv, så du får et udtryk som på billedet af kagen.


Rigtig god bagelyst.

De bedste hilsener Tenna.


 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *