Julebag III: Min risalamande cheesecake
Det er blevet tid til den tredje opskrift i min lille juleserie. Dette er den eneste af opskrifterne, jeg ikke har udviklet og testet i år, men som derimod er blevet testet gang på gang de sidste mange år, hvor jeg bl.a. har serveret den istedet for en klassisk risalamande på juleaften. Alle i min familie er virkelig begejstrede for denne cheesecake, og det er skønt nu også at dele opskriften med Jer.
Så hvis du ønsker en anderledes måde at servere den klassiske juledessert, så er denne cheesecake helt perfekt. Fornemmelsen af risalamande er til stede, men er løftet til et helt nyt niveau. Kagen kan selvfølgelig bruges på alle tider af året eller andre dage i julemåneden.
Jeg har altså lavet denne kage mange gange, men altid pyntet på lidt forskellig vis. Derfor følger også en række billeder i slutningen af indlægget, hvor du kan få lidt inspiration til alternative og måske lidt mindre krævende måder at pynte kagen på! I opskriften er dog taget udgangspunkt i pynten på det billede med julekugler i chokolade, som du kan se øverst i indlægget.
Opskriften følger nedenfor, og jeg håber, du har lyst til at kaste dig ud i opskriften 🙂
Min risalamande cheesecake – opskrift til en kage på 24 cm i diameter
Kiksebund
- 200 g. digestive kiks
- 100 g. mandler
- 120 g. smeltet smør
Smut mandlerne og blend dem semi-groft i en minihakker. Knus kiksene helt fint, og bland kiksekrummerne med mandler og smør i en stor skål. Placér kageringen/spring-formen UDEN bund på serveringsfadet og kom kageplast rundt i kanten Fordel krummerne i et jævnt lag, og tryk dem godt sammen med fingrene/bagsiden af en ske. Sæt bunden på køl, mens ostemassen laves.
TIP: Skal kagen serveres i stedet for risalamanden? Så gem en hel mandel, som du kan komme i ostemassen. Dermed er stadig lidt spænding om hvem der får mandelgaven 😉 .
Ostecreme
- 3,5 blad husblas
- skal af én økologisk citron
- ¾ dl sukker
- korn fra ½ vaniliestang
- 300 g. flødeost naturel
- 2,5 dl fløde
- 600 g. kold risengrød med lidt vanili
- saft fra ½ citron
Sæt husblas i blød. Bland citronskal, sukker, vaniliekorn og flødeost i en skål. Pisk fløden let, og vend den sammen med risengrøden. Vrid husblas fri for vand og smelt det i mikroovnen eller over svag varme. Rør citronsaften i, og vend det med 2 spsk af ostemassen, hvorefter det blandes sammen med den resterende ostemasse. Vend til sidst ostemassen sammen med fløde-risalamande blandingen.
Fordel massen i et helt jævnt lag ovenpå kiksebunden (HUSK at komme en hel mandel i kagen, hvis den skal erstatte risalamanden!), og stil derefter kagen på køl i minimum tre timer.
TIP: Fordel først ostemassen mod siderne, så fås den pæneste, glatte kant uden lufthuller.
TIP: Der kan opstå problemer med husblassen, hvis den ikke har fået nok varme eller er blevet for varm. Så hvis den virker grynet eller danner små klumper, når den er blandet med de 2-3 spsk. ostemasse, så varm det hele op til massen netop er fin og glat, hvorefter det kan vendes sammen med resten af ostemassen.
Kirsebærgele
- 4 blade husblas
- 3,5 dl kirsebærsauce (1 glas á 750 mL fra Den Gamle Fabrik)
- saft fra ½ citron
- 2 spsk sukker
Sæt husblas i blød i koldt vand. Si bærene fra kirsebærsaucen og kom den bær-fri sauce i en gryde med citronsaft og sukker. Sæt gryden over middelvarme og bring massen til kogepunktet. Tag derefter straks gryden af varmen og rør den udblødte husblas i. Lad det køle til 30-35 grader, hvorefter den forsigtigt hældes over kagen.
Lad kagen sætte sig natten over i køleskab.
Chokoladejulekugler
- 400 g mørk chokolade
- 400 g hvid chokolade
OBS: Du bruger langt fra alt chokoladen, men det er rart at have lidt at arbejde med, hvorfor jeg skriver 400 g af hver. Du kan formentlig godt nøjes med det halve.
Start med den mørke chokolade. Temperér denne og støb nogle chokoladeskaller i silikonehalvkugleforme på hhv. 7, 5 og 3 cm i diameter – eller tilsvarende forme af hårdplast. Jeg lavede 4-6 skaller (2-3 julekugler) i hver form. Så er der også plads til at vælge de pæneste ud 😉
Skallerne laves på samme måde som, når du laver fyldte chokolader. Hvis du er i tvivl om hvordan, kan du læse mere her. Du behøver dog ikke fylde hullerne helt med chokolade, men sørg dog for at chokoladen kommer helt op den øverste kant, hvor to chokoladehalvkugler senere skal limes sammen. Dette er først og fremmest med til at mindske risikoen for, at skallerne knækker, når de skal ud af formen. Samtidig bliver det også nemmer at samle to halvkugler til runde kugler med et pænt slutresultat.
Når skallerne er lavet af den mørke chokolade, har sat sig og er befriet af formene, gentages det hele en gang til, men med den hvide chokolade. Af den hvide chokolade skal du yderligere lave nogle hanke – og her skal du bruge din fantasi!: Klip nogle korte stykke kageplast, smør et lag chokolade ud på kageplasten, kør en dejskraber med hakker igennem – ligesom, hvis du ville lave snirkler. Fold nu kageplasten og læg en kagerulle eller lignende over samlingen eller hold blot fast til chokoladen har sat sig. Som det fremgår af billedet, har jeg lavet nogle hanke i forskellige størrelser, hvilket du – såfremt det virker overskueligt – med fordel også kan gøre.
Samling af kuglerne: Smelt meget let chokoladekanten på to chokoladeskaller af samme chokolade og størrelse. Dette gør jeg nemmest på en lunet pande, hvor de står i bare 1/2 sekund! Sæt dem sammen og lad chokoladen størkne.
Temperér en smule mørk chokolade og kom det i en sprøjtepose. Sprøjt små dutter på det sted, du ønsker skal være toppen af julekuglen. Sæt en passende chokoladehank fast. Brug evt. en kølespray, så chokoladen sætter sig lynhurtigt (hvis du altså har sådan en).
Pynt
- Julekugler af chokolade
- Knuste digestive kiks
- Guldstøv
- Små guld- og/eller chokoladeperler
Pensl nogle af julekuglerne med guldstøv. Drys med knuste digestivekiks i en halvcirkel og placér julekuglerne ovenpå. Grav evt. lidt ned i geleen for at få julekuglerne til at sidde fast.
Pynten med julekuglerne indrømmer jeg gerne, at jeg ikke kunne lave for fire år siden. Det kræver lidt erfaring, tager tid også har jeg gjort det, fordi jeg synes det er mega sjovt!.
Så hvis du synes det er for stor en mundfyld kan du sagtens gå mere simpelt til værks med pynten og stadig imponere dine gæster! Her følger som nævnt i introduktionen et par forslag:
Jeg håber, at du har lyst til at prøve at udfordre familien om julebordet med en alternativ risalamande eller om ikke andet lave kagen til en julefrokost eller andet julearrangement.
Tøv endelig ikke med at skrive til mig, hvis du prøver opskriften af eller har det mindste spørgsmål.
De bedste julehilsner Tenna.
2 kommentarer
Anne Norre
Hej Tenna
Så har jeg lavet den spændende juledessert inkl.en gemt mandel. Jeg har dog snydt med pynten og lagt snebolde fra Summerbird i kanten. Jeg havde ikke kageplast, men kanten blev alligevel nogenlunde. Nu glæder jeg mig til at smage. Tak for en spændende opskrift.
Bedste hilsner
Anne
Tenna S
Hej Anne,
Hvor lyder det bare lækkert – og godt du har været kreativ med pynten 🙂
(En vis person target vist et billede af det Fie resultat).
Nyd kagen!
Hilsen Tenna.