Luksus jule-studenterbrød
Som opskriftens navn siger, er dette den ultimative julede version af studenterbrødet: En god gammel klassiker men med et twist af jul i både smag og udseende 🙂
Kagerne lavede jeg i første omgang af nogle kagerester, jeg havde liggende fra min sidste opskrift juletræs-talkagen, og uden de store forventninger. Dog endte resultatet bedre end forventet, og jeg synes derfor I også skal have glæde af opskriften.
Men jeg vil egentlig ikke sige så meget mere. Opskriften følger nedenfor, og jeg håber du kan bruge den!
Luksus jule-studenterbrød – opskrift til 12-15 stk.
Kakaomørdej
- 110 g hvedemel
- 15 g kakaopulver
- 50 g flormelis
- Et nip salt
- Et par dråber vaniliepasta
- 75 g koldt smør
- ½ sammenpisket æg..
Bland mel, kakao, flormelis, salt, vaniliepasta og smør i en foodprocesser. Kør det til smørret er godt smuldret i melet. Tilsæt ægget og saml dejen med hænderne. Ælt endelig ikke mørdejen mere end nødvendigt. Det har den ikke godt af. Sæt mørdejen på køl i en lille times tid.
Rul nu mørdejen ud på et meldrysset stykke bagepapir til en størrelse, så du kan skære en firkant, der måler ca. 18*24 cm (OBS det er størrelsen på min justerbare bagering, men hvis du har andre mål på din, så tag det i menté inden. Desuden er disse mål også lige nogle centimeter større end minimumsmålene, så du er sikker på at kunne stramme formen helt tæt om bunden).
Prik bunden med en gaffel og bag den derefter ved 180°C i 10-12 minutter. Lad bunden køle.
Hindbærmarmelade
- 125 g (frosne) hindbær
- 60 g rørsukker
- 1 spsk citronsaft
- Et par dråber vaniliepasta
TIP: Erstat evt. hindbærrene med solbær, det tror jeg kun passer endnu bedre ind.
Kom alle ingredienserne i en gryde og bring det i kog over middel varme. Lad det simre i cirka 10 minutter til den rette konsistens (Marmeladen må gerne være en anelse mere flydende end den velkendte konsistens, da den sætter sig ved afkøling). Tag evt lidt ud på et teske og efter et minuts tid kan du nemt fornemme den færdige konsistens.
Lad marmeladen køle inden et tyndt lag spredes ud på en afkølede mørdejsbund.
Romkugle-nougatmassse
- 100 g nougat
- 650 g krydderkagerester f.eks. fra min juletræstal-kage, hvis du har lavet den
- 2 tsk romessens
- 2-3 spsk kakakopulver
Smelt nougaten over vandbad. Smuldr kageresterne i en skål og bland alle de andre ingredienser i til en samlet masse. Hvis du kan samle massen mellem hænderne til en klump, er den klar til brug.
Kom bagerammen rundt om mørdejsbunden. Fordel romkugledejen ovenpå kagen, tryk det helt ud i siderne og jævn overfladen så godt ud som muligt. Så har du det bedste fundament for det sidste lag. Sæt kagen på køl imens du laver chokoladeganachen.
Hvid chokoladeganache
- 200 g hvid chokolade
- 1 dL piskefløde
- 15 g glukosesirup
- Ca. 1 tsk rød pastafarve eller lidt pulverfarve
Hak chokoladen og kom den i en skål. Hæld fløde og glukosesirup i en gryde og lun det op til kogepunktet under omrøring. Hæld fløden over chokoladen, lad det står ét minuts tid og rør derefter i midten af skålen med en dejskraber til ganachen samler sig til en blank og homogen ganache. Giv evt. ganachen en kort tur med en stavblender, hvis der er nogle stykker af usmeltet chokolade. Rør nu den røde pastafarve i, så du får en flot rød ganache.
Fordel ganachen ovenpå kagen og lad kagen sætte sig i minimum fire timer og gerne natten over.
Samling og pynt
- Sukkerspiraler (kan udelades)
- Mini snebolde
- Skovsyre
- Lidt guldstøv
Skær kagen fri fra formen med en lille kniv. Skær nu kanterne til, hvorefter du kan skære nogle skarpe stykker på ca. 3,5 cm x 10 cm eller den størrelse du nu synes, de skal have. Placer den på et fad og pynt kagerne jf. billedet – eller som du selv har lyst 😉
Husk at du altid kan lege lidt med opskriften: Pynte på din egen måde, vælge en anden farve til ganachen etc.
De bedste julehilsner Tenna.