Brød og boller,  Opskrifter

Hurtige og nemme flütes

I weekenden fejrede jeg min lillebror sin 18 års fødselsdag. I den anledning hjalp jeg med at bage brød til middagen og brownie til dessert.  Dette var således en perfekt anledning til at få udviklet og testet opskrifterne på to lækre flutes. Den ene opskrift deler jeg med Jer idag, og den anden opskrift skal nok komme op senere 😉

Som titlen siger, er disse flutes ganske nemme at bage. Du skal bruge få ingredienser og brødene skal kun hæve 45-60 minutter! Samtidig får du lækre og luftige flutes som resultat.


Hurtige og nemme flutes – opskrift til 3 storebrød

Ingredienser

  • 37 g gær
  • 6 dL vand
  • 20 g olivenolie
  • 10 g honning
  • 125 g rugmel
  • ca. 550 g manitoba hvedemel (eller hvedemel med et proteinindhold på minimum 11g/100g)
  • 10 g havsalt

Fremgangsmåde

Opløs gæren i vandet. Tilsæt vand, olie, honning, rugmel og hvedemel. Rør til alle ingredienserne netop er inkorporeret og lad herefter dejen stå i fem-ti minutter. Tilsæt salt og ælt dejen på en røremaskine ved middelhøj hastighed i 10-15 minutter til den er blank og smidig. Du skal kunne røre dejen let uden at den sidder fast på fingrene.

Lad dejen hæve med et fugtigt viskestykke over til dobbelt størrelse. Dette tager 45-60 minutter.

Når dejen har hævet, vendes den forsigtigt ud på et meldrysset bord. Uden at ælte dejen, formes den med et par lette løft og stræk til en lang firkant, der skæres i tre lange stykker. Tag nu hele vejen op langs brødet, og fold siderne ind over midten. Hæft dem sammen med fingrene, så samlingerne holder under bagningen. Flyt brødene over på en bageplade med bagpapir – sørg for at vende den side, du lige har arbejdet på nedad, så du får den meldryssede og ensartede side opad!

Tip: Hvis du ikke er helt med på formningen, så udelad dette trin og flyt blot brødene formede over på bagepladen. Alternativt kan du bruge en helt anden metode. De skal nok blive gode alligevel 🙂

Bag nu brødene ved 230°C varmluft i cirka 15 minutter til de er godt gyldne og lyder hule, når du banker dem på bunden.


Jeg har fået mange positive tilbagemeldinger på disse brød, så vil bestemt anbefale dig at prøve opskriften af næste gang, du går i køkkenet for at bage.

De bedste hilsner herfra 🙂


 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *