Blandede lækkerier,  Opskrifter

Chokolade-hasselnødde spread (sundere nutella)

Jeg har før lavet nøddesmør og har længe haft lyst til at lave min egen nutella. Endelig fik jeg taget mig sammen, og hvorfor har jeg dog ikke fået taget mig sammen noget før…? Den er super simpel at lave og smager helt fantastisk. Jeg har allerede testet opskriften tre gange indenfor meget kort tid… :p

Min opskrift på en ”sundere nutella”, som selvfølgelig ikke er nutella og heller ikke forsøgt efterlignet, er en hyldest til de råvarer og ingredienser, den er lavet med. Derfor er der både smag af hasselnød og en lækker mørk chokolade. Ønsker du en lidt mildere smag, brug da mælkechokolade og tilføj evt. lidt mere honning. Jeg er dog vild med opskriften lige som den er!


Hasselnøddespread – opskrift til ét glas

Ingredienser

  • 200 g ristede hasselnødder
  • 1,5 spsk honning
  • 1,5 spsk kakaopulver (1,5 spsk)
  • 65 g god mørk chokolade  (65 g)
  • 1/4 tsk salt

Fremgangsmåde

Fordel hasselnødderne på en bageplade og bag dem ved 180°C i cirka 10 minutter til selve nødderne er gyldne. Fjern skallerne fra de varme hasselnødder ved at gnide dem i et rent viskestykke.

Kom de varme, afskallede hasselnødder i en god, stærk minihakker. Blend til hasselnødderne er malet til en helt glat masse. Dette tager lidt tid – i min minihakker ’kun’et par minutter, men det kan tage op til det dobbelte, hvis din kniv ikke er helt så skarp eller maskinen ikke helt så stærk.

NOTE: Du vil først opleve, at nødderne bliver til mel og derefter begynder at udskille deres naturlige olier, for efterfølgende mere og mere at nærme sig en grynet nøddesmør. Stop endelig ikke her, men fortsæt til massen er helt glat.

Tilsæt de andre ingredienser og kør videre til alle ingredienserne er inkorporerede. Varmen fra hasselnødderne, bør fint få chokoladen til at smelte.

Kom den lune spread i et glas og sæt det på køl natten over, hvor den vil sætte sig til en nutalla-lignende konsistens! Opbevar ligeledes spreaden på køl.



Jeg håber, du er blevet fristet til at lave din helt egen nutella!

De bedste hilsner Tenna.


 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *