How to

How to: Karamelliseret hvid chokolade

Karamelliseret hvid chokolade er noget helt for sig selv, og du bliver næsten nødt til at smage det selv! Særdeles velsmagende og slet ikke ligeså sød som den klassiske hvide chokolade.

Jeg synes, det er yderst fascinerende, hvordan det blot ved opvarmning er muligt at ændre den søde hvide chokolade til en chokolade, der er yderst forskellig fra denne ift. både farve og smag! For meget mere end opvarmning (og måske lidt tålmodighed), skal der ikke til for at få denne flotte gyldenbrune chokolade, som gør sig himmelsk i forskellige kager og desserter.

Jeg har efterhånden karamelliseret hvid chokolade en del gange. Jeg vil derfor dele mine erfaringer med Jer i denne guide (billeder medfølger). Håber du har lyst til at læse med <3


How to: Karamelliseret hvid chokolade

Ingredienser

  • 200 g hvid chokolade

How to 

Når du karamelliserer hvid chokolade er det første trin at vælge en ’ordentlig’ chokolade. Jeg har forsøgt med et par forskellige mærker, der kan forhandles i normale supermarkeder. Jeg vil til enhver tid anbefale Odenses hvide chokolade, da den giver det bedste resultat og ikke koster det hvide ud af øjnene sammenlignet med andre kvalitetschokolader! Chokoladen fra Odense køber jeg altid i Rema1000, hvor den forhandles året rundt.

Til selve karamelliséringen skal du bruge et lille ovnfast fad. Andre steder foreslås, at du istedet kan benytte et stykke bagepapir. Det kan dog nemt gå i stykker, når du skal røre i chokoladen, og derfor vil jeg FRARÅDE dette.

For at karamellisere din hvide chokolade, hakker du den blot og fordeler den i dit ovnfaste fad. Fadet med chokolade sættes i en 120°C varmluftovn. Her skal det stå i omkring én times tid. MEN du skal være over chokoladen under hele perioden, da du hvert 10-15 minut skal røre i chokoladen. Omrøringen er vigtigt for at karamelliseringen bliver ensartet, og du ikke ender med en klumpet masse. Chokoladen vil gradvist tage farve op til dels også ændre konsistens (Vejledende billeder fra undervejs i processen følger).

Efter de første 10 minutter vil chokoladen ikke have taget farve, men blot være smeltet:

Efter 20-30 minutter vil du tydelig kunne se, at chokoladen karamelliseres:

Og efter cirka en time har du en lækker, gyldenbrun chokolade. Den kan benyttes direkte eller hældes ud på et stykke bagepapir til afkøling og pakkes ind til senere brug.

Hvis du er i tvivl om chokoladen er karamelliseret nok, så smag dig frem, og du vil ikke være i tvivl! Dog plejer én time at være en ganske god indikator.


Jeg har benyttet denne karamelliserede hvide chokolade til mousser og ganacher, og den vil bestemt blive benyttet på flere måder i fremtiden! Og succeserne skal jeg selvfølgelig nok dele med Jer <3

Nogen bestemt sammenhæng I kunne tænke Jer at se den karamelliserede hvide chokolade?

Kærligst Tenna.


 

10 kommentarer

  • Susanne

    Kan man efter den karamelliserede chokolade er stivnet, smelte det og bruge det som fx overtræk på flødeboller eller som chokolade i chokolademousse?

    • Tenna S

      Hej Susanne.

      Du kan sagtens smelte chokoladen efter du har lavet den og bruge i en mousse.
      Du kan formentlig også overtrække flødeboller med den, men det er ikke en chokolade du lige sådan kan temperere.

      Jeg håber mit svar kan bruges.

      Mange hilsner Tenna

  • Gitte

    Hej Tenna,

    Jeg har prøvet at følge denne opskrift, men da jeg nu skal have den hvide karamelliserede chokolade ud af formenen, kan jeg ikke få dem ud.

    Kan man kun lave disse chokolader i silikoneforme? Eller har du et godt track til at få dem ud af alm. plastik forme?

    Med venlig hilsen
    Gitte

    • Tenna S

      Hej Gitte,

      Jeg er en smule i tvivl om, hvad du har gjort når du siger ‘I plastikforme’ er det så fordi du har støbt fyldte chokolader? I så fald er denne chokolade ikke tempereret efter min fremgangsmåde, så den vil sidde fast i en plastikform, da en utempereret chokolade ikke trækker sig sammen og løsner sig fra formen.
      Spørg gerne yderligere hvis det ikke svarede på dit spørgsmål 🙂 mange hilsner Tenna.

  • Emma

    Vil man kunne smelte den over vandbad og så bruge tilsætte alm hakket hvid chokolade og opnå tempereing, eller er det ikke muligt? Jeg er med på at karamel-elementet selvfølgelig bliver “fortyndet” herved… 🙂

    • Tenna S

      Du har et rigtig godt forslag! Helt teoretisk burde man godt kunne, men jeg har ikke prøvet det og ved heller ikke om detvil virke i praksis.. <3

  • Hanne Jensen

    Kan du fortælle om der er flere anvendelses måder, jeg tænker kan den bruges som Nutella? glasur? er den god og arbejde med når den har været gemt et stykke tid

    • Tenna S

      Hej Hanne.
      Når chokoladen er lavet, bliver den fast, men selvfølgelig ikke tempereret. Dermed formoder jeg, at den ikke kan holde sig så længe igen (men formentlig nok en uge uden problem).
      Jeg har dog ikke prøvet at lave chokoladen i god tid, før jeg skulle bruge den.

      Jeg tror helt bestemt du kan bruge den som chokolade i en ‘hjemmelavet-karamel-nutella’. I princippet kan du bruge den i opskrifter/delelementer, hvor du ellers ville bruge chokolade.
      Jeg håber det giver mening. – Tenna

Skriv et svar til Tenna S Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *