How to I: Beklæd en tærteform med mørdej

Det lyder umiddelbart som en simpel opgave, men skinnet bedrager. Derfor har jeg skrevet denne trin-for-trin guide til, hvordan du kan beklæde din tærteform med mørdej for at få det bedste resultat. Jeg håber, den vil være behjælpelig.


How to: Beklæd en tærteform med mørdej. Trin-for-trin

Trin 1:  Form din dej til en cirkel og placér den midt på et stykke meldrysset bagepapir. Det skal være meldrysset, da udrulningen bliver nemmere, når dejen ikke klæber fast til bagepapiret.

Trin 2: Rul dejen ud til en tykkelse på 2-3 mm. Mål med formen, at dejen er stor nok.

Trin 3: Løft nu dejen af bagepapiret og læg den i tærteformen. Et godt tip er at flytte dejen ved brug af dine håndflader og underarme. Det første, du herefter skal sørge for, er, at dejen ligger helt tæt (dvs. ikke luft imellem) til formen i bunden og hjørnerne.

Trin 4: Det ser umiddelbart rigtig fint ud på ovenstående billede, men der gemmer sig formentlig også en masse luft mellem siderne af hhv. tærteformen og mørdejen. Gå derfor hele vejen rundt langs kanten, og tryk dejen forsigtigt mod tærteformens side ved brug af to fingre. Dette trin er værd at bruge lidt tid på, da det er tærtedejens sider, man netop kan se.

Trin 5: Skær den overskydende mørdej af. Den pæneste finish fås ved at vinkle kniven, så du skærer fra midten og ud (som det er gjort på nedestående billede).                                                                         

Tip: Skal du beklæde en lille tærteform med mørdej, rul da dejen ud og udstik – med en passende størrelse rund udstikker – cirkler, som du kan bruge til at beklæde tærteformen med.


Vær’ ikke bange for at fejle. Øvelse gør mester, og din tærte skal nok smage godt, selv hvis tærtedejen ikke bliver helt perfekt.

Kærligst Tenna.