Nemme kager V: Chokolademoussekage (aka. Gateau Marcel)

Det er blevet tid til den allersidste opskrift i min miniserie om nemme kager (i hvert fald for denne gang).. Og jeg runder af med denne franskinspirerede opskrift, der med garanti vil glæde enhver chokoladeelsker! Opskriften er ultra nem at bikse sammen – lige modsat, hvad de fleste  måske ville tro!

Så frygt ej denne opskrift. Det er 10 nemme trin, og meget få ingredienser, som fører til den lækreste chokoladekage.

Og hvis du nu skulle være i tvivl om, er Gateau Marcel en skøn kombination af en melfri brownie og en blød chokolademousse – der begge laves ud fra den samme dej.


Chokolademoussekage (aka. Gateau Marcel) – opskrift til 8 stykker 

Ingredienser:

  • 240 g mørk chokolade
  • 160 g smør
  • 5 æggehvider
  • 90 g sukker
  • 5 æggeblommer
  • 80 g flormelis
  • 1 tsk vaniliepasta
  • Kakaopulver til drys
  • Guldflager til pynt (kan udelades)

Fremgangsmåde:

1. Hak chokoladen groft og smelt den i en gryde sammen med smørret.  Lad det køle.

2. Pisk æggehviderne stive med sukkeret i en helt ren skål.

3. Pisk i en anden skål æggeblommer, vaniliepasta og flormelis sammen til det er lyst og luftigt.

4. Vend den afkølede chokolade-smør-blanding med de lyst-piskede æggeblommer ad nogle omgange. Vend derefter æggehvidere forsigtigt i.

5. Placer en bagering på 20 cm i diameter på en bageplade med bagepapir. Smør indersiden af kageringen godt med smør, og kom cirka halvdelen af dejen i.

6. Jævn forsigtigt dejen ud med en ske, så overfladen er nogenlunde jævn. Stil den resterende mousse i et køligt rum med et stykke folie over til senere brug.

7. Bag bunden ved 170°C varmluft i cirka 15 minutter til du kan trykke på den, og den giver efter ved et let tryk. Den vil dog stadig være blød i midten.

8. Løsn den varme kage fra kageringens sider ved at køre en skarp kniv rundt langs på indersiden af kageringen. Lad dog kagen køle fuldstændig i bageringen.

9. Når kagen er bagt, vendes den restende mousse ovenpå, og glattes forsigtigt ud. NOTE: Moussen har nået at sætte sig lidt, men forsøg at røre så lidt som muligt i den – på den måde bevarer du bedst luften, og undgår at den får en mere ganache-ligende konsistens! Så længe den står køligt og ikke i køleskabet, er den nem at fordele ovenpå kagen 😉

10. Lad kagen sætte sig på køl natten over (fra morgen til aften kan også gøre det). Befri forsigtigt kagen fra bageringen. Drys med kakaopulver på toppen og evt. lidt guldflager. Herefter er kagen klar til servering.



Det lyder da ikke særligt svært..? 😉

De bedste bagehilsner Tenna


 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *